PAS 68 og IWA 14 certificering

HITSA-SAFE-serien er certificeret efter PAS 68 og IWA 14. PAS 68 og IWA 14 er internationale standarder for test af køretøjshindring. PAS 68 er oprindeligt en britisk standard, IWA 14 er en international standard baseret på både PAS 68 og en amerikansk standard.

Ved køretøjshindring forstår man pullerter, barrierer og andre produkter til sikring mod køretøjsbaserede angreb og hændelser. De to certifikater dokumenterer, at testen er foretaget med en anerkendt metode, og at produktet har bestået testen.

Vores pullert, cykelstativ og bænk fra HITSA-SAFE serien er testet på crashtestcenteret CTS i Münster, Tyskland. Her foretages der crashtest med biler og lastbiler under kontrollerede forhold.

PAS 68 og IWA 14 dokumenterer produktets evne til køretøjshindring

Når man læser PAS 68 og IWA 14 certifikaterne, kan man se nøjagtigt, hvilken test produktet har bestået. Certifikatet fortæller, hvilken type køretøj der var tale om, hvor meget køretøjet i testen vejede, hvor hurtigt det kørte, og med hvilken vinkel produktet blev påkørt. Man kan også læse ud af certifikatet, hvor langt bilen flyttede sig forbi produktet, og om den kunne køre videre efter påkørslen. PAS 68 (men ikke IWA 14) angiver derudover, hvor langt brudstykker af en vis størrelse flyttede sig på grund af påkørslen.

HITSA-SAFE seriens PAS 68 og IWA 14 certificeringer dokumenterer, at produkterne i testen standsede køretøjer på 1500 kg, som kørte 48 km i timen. Bilen kunne ikke køre videre efter testen. Der var ikke løsdele over 25 kg, som fløj afsted og udgjorde en fare. Se certifikaterne via linksene her på siden.

Tallene i PAS 68 Performance Certification og IWA 14 Performance Rating

Oplysningerne kan ses ud af den streng af tal og bogstaver, som står på certifikatet. For PAS 68 hedder strengen en Performance Certification, for IWA 14 en Performance Rating.

Performance Certification/Rating er opbygget ens og ser umiddelbart ud til at bestå af tal, bogstaver og skråstreger. For HITSA-SAFE produkter ser linjen for eksempel sådan her ud: V/1500(M1)/48/90:0/0. ‘V’ står for Vehicle, altså test med køretøj. 1500 er køretøjets vægt, M1 er typen – i det her tilfælde en personbil. 48 refererer til test-køretøjets fart ved påkørslen. 90 er vinklen, mens 0 er den distance, som køretøjet nåede forbi produktet. Det sidste 0 er distancen for brudstykker over 25 kg.

Når man ved, hvad tallene står for, kan man altså bruge PAS 68 og IWA 14 til at sammenligne produkter til byrumssikring.

Fra HITSA anbefaler vi altid vores kunder at få foretaget en risikoanalyse. Se evt. vores rådgiverliste her. HITSA-SAFE serien egner sig på steder, hvor der er vurderet en risiko for planlagte eller spontane hændelser med mindre køretøjer. Det kan typisk være bymidter, gågader, bytorve, indgangspartier, butiksfacader og lignende.

Glemt dit kodeord?

|